Godt nytår, og velkommen til dommedagsåret 2012, året, hvor transferbomberne buldrer som en sand overture til ramaskrigene om maya-kalenderens udløb og de dertilhørende dommedagsprofetier. Transferbomber er det dog ikke blevet til i Superligaen, men andre bomber er da faldet i de to måneder, vi ikke har set noget til hinanden.
Ligesom sidste år vil jeg igen i år forsøge mig med det der “jævnlige opdateringer”. Jeg vil ikke love eller garantere noget, andet end at jeg vil prøve at få sat mig ned og skriblet mine holdninger lidt oftere. Specielt nu, hvor jeg synes der er en masse at tage fat i.
Vinterbombe numero uno blev Per Bjerregaards nytårshilsen, som må være en af Brondby.com’s mest viste sider nogensinde (al statistik deromkring modtages med kyshånd – måske Brøndby fremover skulle købe spillere for AdWords-indtægter?). Den kan meget hurtigt opsummeres med at det hele er fansenes og mediernes skyld, men at deres kvinder, oldboys og ungdomshold (læs: miniputter) faktisk har sørget for en af Brøndbys bedste sæsoner nogensinde. Alt sammen meget fint, hvis det ikke var for at man snakker om reel nedrykningsfare for Brøndby næste år, når Lyngby og HB Køge skiftes ud med Esbjerg og Randers.
Første ting, der forekommer mig uldent ved den meget lunkne nytårshilsen, er, at Bjerregaard virker til at være af den opfattelse at holdet spiller dårligt, fordi fansene buh’er af dem, og at det hele bliver bedre, hvis bare folk kommer og støtter ukritisk op om dem. Lidt ligesom teaterstykket i 4. klasse, der bliver meget bedre, hvis bare mor kommer og ser det og klapper i sine glade hænder og så skal det hele nok gå. Bare tilsæt millionunderskud.
Over de senere år har det virket som om Per Bjerregaard har set sig sur på hans kritikere, en tendens, der især tog fart med ansættelse af sønnike som sportsdirektør. En reaktion af Bjerregaard Sr., der virker fuldstændig forståelig for mig, med en enkelt lille undtagelse. Bjerregaards dobbeltmoral. Lige siden den administrerende direktør i Brøndby hed Hermann Haraldsson (jo, I husker ham godt, hvis I tænker jer godt om) har snakken gået på at man skulle se indad og man skulle arbejde sig op fra bunden, hvilket Bjerregaard godt nok virker til at have gjort, men på en forkert måde.
Bestyrelsen i Brøndby er skruet sammen på en sådan måde, så det er umuligt for udefrakommende kræfter at arbejde sig selv ind i bestyrelsen. Per Bjerregaard er repræsenteret både gennem amatørafdelingen og den professionelle afdeling i Brøndby IF, og det præmis (mener jeg at have læst) giver ham et sted mellem 40% og 50% af stemmerne i bestyrelsen. Allieret med sine kumpaner (mest bemærkelsesværdig Benny Winther) er det altså reelt set umuligt at give bestyrelsen et wake up-call og trække i håndbremsen inden toget kører af sporet, medmindre bestyrelsen selv vågner op. Så kan man håbe at det mislykkede salg af Gildhøj Centret (som jeg til trods for at have levet ca. halvdelen af mit liv i Brøndby stadig ikke har set lyset i), manglende hovedsponsor og deraf følgende (og førnævnte) millionunderskud
Millionunderskud er ikke noget, man er helt lige så bekendt med i F.C. København, der i dag så sig nødsaget til at afskedige Roland Nilsson, der dermed sætter rekord for højeste pointsnit for en Superligatræner (2,17 pts/kamp, den er god nok). For god til at være sand? Det er vel et eksempel på hvordan statistikker kan fordrejes.
Roland Nilsson blev hevet ind i sommers. For små 9 måneder siden blev det besluttet at han skulle erstatte Ståle Solbakken, som på det tidspunkt havde ledt FCK til deres ubestridt bedste sæson nogensinde, således blev man det første danske hold, der avancerede fra Champions League-gruppespillet til trods for at have mødt solid modstand i en gruppe, der også talte Panathinaikos, Rubin Kazan og ikke mindst F.C. Barcelona.
Nilsson havde derfor god tid til at sætte sig ind i de enkelte spillere inden han skulle overtage holdet. Alligevel var hans undskyldning i de første par måneder i sædet at holdet ikke var spillet sammen. Bevares, halvdelen af holdet var da også blevet solgt om sommeren (nok med stor vished fra Carsten V Jensens side om, at man aldrig igen ville få så gode tilbud for samme spillere nogensinde) og mange nye var da købt ind, men de spillere, der allerede var i klubben, kendte hinanden fint. Midtbanen havde kun fået én ny mand ind (Christian Grindheim, der vist er blevet en betinget succes i FCK) og angreb og målmand var forblevet intakt. Det var således kun forsvaret, der skulle have blottet deres andenvalg, og som det så tit er med FCK, følger der syv tynde efter syv fede, og når ens førstevalg (og anfører!) hedder Mathias “Zanka” Jørgensen (der dumpede til U/21-EM) og bliver skadet, ved man at man ikke råder over verdensklassespillere til at dække af nede bagerst.
Ikke desto mindre fortsatte FCK ufortrødent videre, og der skulle ikke spilles mange runder før en bookmaker (jeg husker ikke lige hvilken) udbetalte præmier på at FCK ville vinde mesterskabet 2011/12. En realitet, der blev mere og mere usikker, des længere tid Roland Nilsson fik bag roret.
For mig at se handler det ikke om at holdet ikke var spillet sammen eller at broen var oppe eller noget som helst. Roland Nilsson virkede ganske enkelt for passiv på sin bænk. Og det plejer som oftest at betyde at træneren ikke trænger igennem til sine spillere. I moderne fodbold kræver det, at være en en god toptræner, mere end bare at kunne sine fodboldfaglige finesser og taktiske ting. Man skal også være psykolog og pædagog og så videre. Nogle gange skal man endda være mere det end taktiker. Bare se Harry Redknapp i Tottenham. Det siges sågar at manden ikke holder nogle taktiske oplæg inden kampene. Det vigtigste for ham er at spillerne er motiverede.
Men tilbage til Roland Nilsson. Den manglende kommunikation til spillerne gjorde, at de nogle gange virkede usikre og forvirrede på banen, og ganske vist vandt de deres kampe, men mange gange fik de ikke lukket dem i god tid, og det blev både fysisk og psykisk udmattende for spillerne. Og den manglende mandskabspleje er noget, som en af mine svenske kolleger kan nikke meget genkendende til med hentydning til Nilssons tidligere job som cheftræner for Malmö FF.
En anden ting, som i mine øjne bestemt spillede ind i Roland Nilssons fyring, var det faktum, at FCK ikke fik kvalificeret sig til gruppespillet i Champions League til trods for gode odds mod Viktoria Plzn, hvor man på en horribel udebanekamp gjorde det mere end almindeligt svært at kvalificere sig foran hjemmepublikummet. Carsten V. Jensen, den nye cheftræner (og både før og nu sportsdirektør), havde ellers udtalt (som jeg så godt kan lide at hive frem), at man havde budgetteret med Champions League, hvorfor det ifølge Roland Nilsson usammenspillede hold kom til at koste FCK dyrt. Jeg må erkende afslutningsvis, at jeg ikke så det store lys i Roland Nilsson hverken inden eller under hans ansættelsesforløb i FCK, og at jeg stadig kalder hans fyring “good riddance”.
FIFA kårede her til aften i øvrigt Pep Guardiola til årets træner og de ender sikkert med at kåre Lionel Messi til årets spiller. Ikke så meget at tage fat i det udover poli- og romantikken, som FIFA er fuld af. Men det bliver en anden gang.
