Mutemath – Changes (Albummet, ikke singlen!)

I går skete det så: Mutemath’s Changes-album udkom med masser af lækre remixes af deres numre. Jeg vil gerne indrømme at jeg har siddet og smuglyttet på det mini-mix, de smed på deres soundcloud for en uges tid siden, og der er flere af numrene, jeg har set frem til at høre i fuld længde.

Used To (Mellowmatics Remix)
Used To var et nummer fra Vitals, der tog noget tid at fange mig. Jeg blev umiddelbart mere grebet af de mere upbeat numre som f.eks. Monument eller Stratosphere. Used To vendte jeg dog tilbage til for ikke mange dage siden med stor glæde. Jeg elsker det store lydbillede på omkvædet, Paul Meanys insisterende vokal og den tungne rytme, der nærmest trækker dig igennem nummeret.

Dette nummer er et remix af forsanger/keyboardist Paul Meany under pseudonymet Mellowmatics. Med remixet får det tunge Used To noget mere upbeat med den trioliserede hi-hat, der gør at jeg har svært ved at sidde med fødderne (og hele kroppen, når jeg er alene) stille under dette nummer.

Stratosphere (Darren King Remix)
Som nævnt ovenover var Stratosphere et af mine favoritnumre fra Vitals – og det er stadig værd at tjekke originalen ud! På Changes har trommeslager Darren King taget Stratosphere og virkelig drejet på alle knapperne – der mangler i hvert fald ikke synths! En ting, jeg i øvrigt synes er fedt ved at lade et medlem af bandet remixe et nummer, er, at meget af den originale idé i nummeret ofte er intakt, og Stratosphere er i bund og grund meget det samme nummer, men med et helt(!) nyt look.

Mutemath startede faktisk i sin tid med Meany i Louisiana og King i Missouri, der sendte musikidéer til hinanden og tilføjede ekstra ting til og satte deres præg på det – ikke meget ulig idéen om et remix – så det er ikke svært for mig at forestille mig at de er dygtige musikere og producere generelt og ikke kun på deres respektive instrumenter.

Safe If We Don’t Look Down (Imagined Herbal Flows Remix)
Det tredje nummer, jeg vil fremhæve, er Safe If We Don’t Look Down, der er blevet remixet af den amerikanske downtempo-kunstner Ben Gorvine a.k.a. Imagined Herbal Flows. Safe If We Don’t Look Down er blevet transformeret med et rigtig lækkert, nærmest dubstep-agtigt groove trods Gorvines egen, mere afslappede stil. Sørg for at høre nummeret (og albummet! og musik generelt!) på et setup med god lyd, for på Safe If We Don’t Look Down er der kommet godt med bas på – på den gode måde!

Light Up (Yachtclub. Remix)
Den her kom for mig nærmest ud af igenting. Jeg lyttede albummet igennem, hvor jeg allerede kendte nogle af numrene, men Light Up overraskede mig voldsomt. Originalen er sådan set allerede rigtig god, men her i remixet får den helt nyt liv. Jeg har svært ved at sætte nummeret i en bås, og jeg tror dubstep er det nærmeste, jeg kommer – men dubstep på den lækre måde.

Skriv et svar