Taylor Swift – 1989

Hvis du har fulgt med i popmusik i de sidste to års tid kender du udmærket til Taylor Swifts fejde med Spotify, så den vil jeg ikke gå særlig meget i detaljer med. Det korte af det lange er at godt og vel ingen af hendes sange er på Spotify, hvorfor jeg ikke kan linke til dem her på bloggen – med undtagelse af de sange, hun selv har lagt på YouTube i form af musikvideoer.

Hvis du alligevel har albummet på din computer, kan du sætte Spotify op til at indlæse det, så du dermed også kan høre det hos dem. I så fald vil det være tilgængeligt til afspilning herunder:

Til dem af jer, der ikke kan høre hele albummet, vil jeg alligevel gerne sætte lidt fokus på et par af numrene, der for mig virkelig solgte albummet.

Style

Style er et lækkert popnummer med et rigtig godt insisterende drive, som jeg især synes træder i karakter ved overgangen fra første omkvæd til andet vers. Særligt bassen er vigtig at lægge mærke til i den sammenhæng. Ligesom de to andre sange nedenunder er Style et klassisk Max Martin-nummer, hvor vi hører omkvædet “ad nauseam”. Men fordi det er så catchy og fordi der alligevel er noget variation over melodien, lægger man knapt så meget mærke til det ved de første par gennemlytninger, og inden man ved af det, kører sangen på repeat for ens indre øre.

Blank Space

Blank Space var 2. single fra 1989 efter Shake It Off, og den fangede i meget højere grad min interesse end Shake It Off, der ganske vist var et godt feel good-popnummer, men Blank Space er godt skrevet og bakket op af en lækker produktion med masser af spændende rytmer og samspil mellem trommer og vokal.

New Romantics

New Romantics er den syvende(!) og seneste (og nok også sidste) single fra 1989. Fuld knald på synthpop og skrål med i hårbørsten-musik, men jeg må erkende at den høje energi og (igen) Max Martins gyldne signatur på både sangskrivnings- og produktionsfronten gør at jeg har svært ved at stå for det her nummer og størstedelen af albummet generelt. Det er i hvert fald tit at jeg tager mig selv i at bevæge mig ud i offentligheden med Taylor Swift i hovedtelefonerne og gør mig umage om ikke at synge for højt med.

Hvis ikke du er så meget til synthpop og det store musikmaskineri, så kan jeg heldigvis også anbefale dig at lytte til Ryan Adams’ fortolkning af hele albummet. Samme gode sangskrivning, men med et helt andet udtryk!

Skriv et svar