Bonobo – The North Borders

Nogle gange, når jeg sidder og laver noget, der nogle gange kræver min opmærksomhed, om det er computerspil eller arbejde, kan jeg godt lide at have noget afslappende elektronisk musik på, der ikke træder for meget i karakter (på den gode måde, selvfølgelig), og der har britiske Simon Green a.k.a. Bonobo leveret en del musik gennem sit album The North Borders fra 2013.

40-årige Green’s femte studiealbum byder på lækker lounget musik, der er let at lytte til. Mange af numrene følger en forholdsvist fast struktur, hvor numrene langsomt bygges op lag for lag, så der sker aldrig for meget på én gang til at du ikke kan koncentrere dig om andet, men selve produktionen er stadig gennemarbejdet nok til at give noget at lytte til, hvis du gerne vil fokusere på at nyde musikken.

Bonobo er yderst relevant lige nu, da hans nyeste album, Migration, udkom i går, og det glæder jeg mig til at få sat mig ned og lyttet til!. Eneste single udgivet fra albummet er Break Apart (feat. Rhye), som jeg må indrømme at jeg ikke har fået hørt endnu, så lytteoplevelsen bliver for mig helt “ren”, og det har jeg besluttet mig for at ville nyde. Måske jeg får lyttet til det hele her over weekenden.

Uanset hvad, så gør også dig selv en tjeneste og sæt The North Borders, sæt dig indenfor, nyd varmen, kig ud af vinduet, lav dig måske endda en kop kaffe og find noget afslappet papirarbejde og nyd lydbilledet.

Rigtig god lyttelyst!

Skriv et svar