Daft Punk – Discovery

Jeg tror altid jeg har været fan af Daft Punk. Det er noget jeg godt kunne forestille mig mange folk siger, men i mit tilfælde synes jeg det passer meget godt. Vi er ikke henne på det stadie, der hedder “jeg kom ud af min mors underliv iført hovedtelefoner med Da Funk blæsende for fuld smadder”, men vi er tæt på. Min mor har flere gange i min opvækst yndet at fortælle mig hvordan jeg var et rigtigt MTV-barn, der stod og bouncede i knæene til Smells Like Teen Spirit som næsten 2-årig. Musikvideoen til Around The World er et af de første stykker musik, jeg husker, og den har med jævne mellemrum kørt som minimum i mit hoved siden udgivelsen i 1997. Da jeg omkring årtusindeskiftet fik mit første fjernsyn, brugte jeg mange aftener på at se programmerne med hitlister og krydsede fingre for at singlerne fra Discovery stadig var på listen.

Discovery er en af mine største personlige evergreens. Det er et album, jeg ofte nyder at sætte på og lytte til fra start til slut. Der er stor variation i numrene, men alligevel en rød tråd, og der er næsten altid et af numrene fra det album, der kører enten i mit hoved eller blæser ud af højttalere eller hovedtelefoner. Hvis du skal høre ét Daft Punk-album, så skal du høre det her. Et af mine absolutte favoritalbums overhovedet.

Skriv et svar