Karnivool – Sound Awake

Et af de få bands, jeg har hørt mere eller mindre konstant i en række år, er det australske rockband Karnivool. Mange rockbands har tit en forsanger, der spiller enten guitar eller bas, og det medfører næsten selvsagt at vedkommende ofte ikke er 100% fokuseret på hverken det ene eller det andet. Men nogle gange falder man over bands, hvor forsangeren udelukkende har den ene opgave, og netop et af de bands er Karnivool, og dem blev jeg fanget af tilbage omkring 2010, da de udgav deres andet album, Sound Awake.

Karnivool er målt på kvantitet ikke det mest produktive band, der findes derude, det skal jeg ikke benægte. Til gengæld sidder jeg tit med følelsen af at deres albums er gennemtænkte og gennemarbejdede, og albummet har i mine øjne stor genlytningsværdi. Produktionen er flot, musikken er følt fra start til slut og der er ikke sprunget over nogle lave gærder hvad angår sangskrivningen.

Et personligt favoritnummer er åbningsnummeret Simple Boy, der sætter sig igennem allerede fra første trommeslag. Den tunge instrumentation med forsanger Ian Kennys “flydende” vokal over er altid en sikker vinder for mig, og det musikalske virkemiddel går igen hos flere af de bands, som jeg holder meget af (f.eks. TesseracT og The Contortionist).

Men ikke kun Kenny leverer en pragtpræstation på dette album. Jeg så for en årrække tilbage Karnivool live i Pumpehuset i København, hvor Simple Boy var mindst lige så god som jeg havde forestillet mig den udfra albummet. Og udover min store fascination af trommeslager Steve Judd (hvis du har brug for at blive overbevist, så giv Set Fire To The Hive – også fra Sound Awake – et lyt) er også bassist Jon Stockman værd at lytte efter på dette album. For mange er det svært at bemærke bassen på et nummer, så jeg har fundet et YouTube-cover, der sætter dette godt i baggrunden.

Hvis du kan lide dette album, er de to andre albums, Themata (2005) og Asymmetry (2013) bestemt også værd at give et lyt. De har begge to hver deres helt særlige karakter, men er alligevel unægtelig Karnivool!

Skriv et svar