Jeg vil ikke tage nogle sider eller udtale mig for eller imod noget som helst af det. Jeg vil bare benytte lejligheden til at sprede min filosofi, som nok ligger i midten af det.

Mit budskab er simpelt: For mig er romantikken i hverdagen vigtigere end at gå all-in på en dag som i morgen. Det betyder selvfølgelig ikke at i morgen ikke skal fejres (tilstået, jeg har da selvfølgelig en date med min kæreste), men altså. For mig det er vigtigere at man holder gnisten i live konstant og kommer med afveksling og spontanitet andet end på de dage, hvor man mest venter det. Glem aldrig de små glæder i livet.

Og til de af jer, der ikke har en date: smut ud og se på de smukke unge mennesker og se om du ikke kan opsuge lidt af deres kærlighed. Den burde gerne flyde rundt i de større byer. Eller måske kunne du prøve at skaffe dig en? Valentine’s er jo også en god undskyldning for at skrive tilbage til den gamle flamme, der af uforklarlige grunde gik i sig selv. Og måske skal I ikke ses i morgen, men måske kan man håbe at I finder en dag snart?

Ligesom sidste år vil jeg igen i år forsøge mig med det der “jævnlige opdateringer”. Jeg vil ikke love eller garantere noget, andet end at jeg vil prøve at få sat mig ned og skriblet mine holdninger lidt oftere. Specielt nu, hvor jeg synes der er en masse at tage fat i.

Vinterbombe numero uno blev Per Bjerregaards nytårshilsen, som må være en af Brondby.com’s mest viste sider nogensinde (al statistik deromkring modtages med kyshånd – måske Brøndby fremover skulle købe spillere for AdWords-indtægter?). Den kan meget hurtigt opsummeres med at det hele er fansenes og mediernes skyld, men at deres kvinder, oldboys og ungdomshold (læs: miniputter) faktisk har sørget for en af Brøndbys bedste sæsoner nogensinde. Alt sammen meget fint, hvis det ikke var for at man snakker om reel nedrykningsfare for Brøndby næste år, når Lyngby og HB Køge skiftes ud med Esbjerg og Randers.

Første ting, der forekommer mig uldent ved den meget lunkne nytårshilsen, er, at Bjerregaard virker til at være af den opfattelse at holdet spiller dårligt, fordi fansene buh’er af dem, og at det hele bliver bedre, hvis bare folk kommer og støtter ukritisk op om dem. Lidt ligesom teaterstykket i 4. klasse, der bliver meget bedre, hvis bare mor kommer og ser det og klapper i sine glade hænder og så skal det hele nok gå. Bare tilsæt millionunderskud.

Over de senere år har det virket som om Per Bjerregaard har set sig sur på hans kritikere, en tendens, der især tog fart med ansættelse af sønnike som sportsdirektør. En reaktion af Bjerregaard Sr., der virker fuldstændig forståelig for mig, med en enkelt lille undtagelse. Bjerregaards dobbeltmoral. Lige siden den administrerende direktør i Brøndby hed Hermann Haraldsson (jo, I husker ham godt, hvis I tænker jer godt om) har snakken gået på at man skulle se indad og man skulle arbejde sig op fra bunden, hvilket Bjerregaard godt nok virker til at have gjort, men på en forkert måde.

Bestyrelsen i Brøndby er skruet sammen på en sådan måde, så det er umuligt for udefrakommende kræfter at arbejde sig selv ind i bestyrelsen. Per Bjerregaard er repræsenteret både gennem amatørafdelingen og den professionelle afdeling i Brøndby IF, og det præmis (mener jeg at have læst) giver ham et sted mellem 40% og 50% af stemmerne i bestyrelsen. Allieret med sine kumpaner (mest bemærkelsesværdig Benny Winther) er det altså reelt set umuligt at give bestyrelsen et wake up-call og trække i håndbremsen inden toget kører af sporet, medmindre bestyrelsen selv vågner op. Så kan man håbe at det mislykkede salg af Gildhøj Centret (som jeg til trods for at have levet ca. halvdelen af mit liv i Brøndby stadig ikke har set lyset i), manglende hovedsponsor og deraf følgende (og førnævnte) millionunderskud

Millionunderskud er ikke noget, man er helt lige så bekendt med i F.C. København, der i dag så sig nødsaget til at afskedige Roland Nilsson, der dermed sætter rekord for højeste pointsnit for en Superligatræner (2,17 pts/kamp, den er god nok). For god til at være sand? Det er vel et eksempel på hvordan statistikker kan fordrejes.

Roland Nilsson blev hevet ind i sommers. For små 9 måneder siden blev det besluttet at han skulle erstatte Ståle Solbakken, som på det tidspunkt havde ledt FCK til deres ubestridt bedste sæson nogensinde, således blev man det første danske hold, der avancerede fra Champions League-gruppespillet til trods for at have mødt solid modstand i en gruppe, der også talte Panathinaikos, Rubin Kazan og ikke mindst F.C. Barcelona.

Nilsson havde derfor god tid til at sætte sig ind i de enkelte spillere inden han skulle overtage holdet. Alligevel var hans undskyldning i de første par måneder i sædet at holdet ikke var spillet sammen. Bevares, halvdelen af holdet var da også blevet solgt om sommeren (nok med stor vished fra Carsten V Jensens side om, at man aldrig igen ville få så gode tilbud for samme spillere nogensinde) og mange nye var da købt ind, men de spillere, der allerede var i klubben, kendte hinanden fint. Midtbanen havde kun fået én ny mand ind (Christian Grindheim, der vist er blevet en betinget succes i FCK) og angreb og målmand var forblevet intakt. Det var således kun forsvaret, der skulle have blottet deres andenvalg, og som det så tit er med FCK, følger der syv tynde efter syv fede, og når ens førstevalg (og anfører!) hedder Mathias “Zanka” Jørgensen (der dumpede til U/21-EM) og bliver skadet, ved man at man ikke råder over verdensklassespillere til at dække af nede bagerst.

Ikke desto mindre fortsatte FCK ufortrødent videre, og der skulle ikke spilles mange runder før en bookmaker (jeg husker ikke lige hvilken) udbetalte præmier på at FCK ville vinde mesterskabet 2011/12. En realitet, der blev mere og mere usikker, des længere tid Roland Nilsson fik bag roret.

For mig at se handler det ikke om at holdet ikke var spillet sammen eller at broen var oppe eller noget som helst. Roland Nilsson virkede ganske enkelt for passiv på sin bænk. Og det plejer som oftest at betyde at træneren ikke trænger igennem til sine spillere. I moderne fodbold kræver det, at være en en god toptræner, mere end bare at kunne sine fodboldfaglige finesser og taktiske ting. Man skal også være psykolog og pædagog og så videre. Nogle gange skal man endda være mere det end taktiker. Bare se Harry Redknapp i Tottenham. Det siges sågar at manden ikke holder nogle taktiske oplæg inden kampene. Det vigtigste for ham er at spillerne er motiverede.

Men tilbage til Roland Nilsson. Den manglende kommunikation til spillerne gjorde, at de nogle gange virkede usikre og forvirrede på banen, og ganske vist vandt de deres kampe, men mange gange fik de ikke lukket dem i god tid, og det blev både fysisk og psykisk udmattende for spillerne. Og den manglende mandskabspleje er noget, som en af mine svenske kolleger kan nikke meget genkendende til med hentydning til Nilssons tidligere job som cheftræner for Malmö FF.

En anden ting, som i mine øjne bestemt spillede ind i Roland Nilssons fyring, var det faktum, at FCK ikke fik kvalificeret sig til gruppespillet i Champions League til trods for gode odds mod Viktoria Plzn, hvor man på en horribel udebanekamp gjorde det mere end almindeligt svært at kvalificere sig foran hjemmepublikummet. Carsten V. Jensen, den nye cheftræner (og både før og nu sportsdirektør), havde ellers udtalt (som jeg så godt kan lide at hive frem), at man havde budgetteret med Champions League, hvorfor det ifølge Roland Nilsson usammenspillede hold kom til at koste FCK dyrt. Jeg må erkende afslutningsvis, at jeg ikke så det store lys i Roland Nilsson hverken inden eller under hans ansættelsesforløb i FCK, og at jeg stadig kalder hans fyring “good riddance”.

FIFA kårede her til aften i øvrigt Pep Guardiola til årets træner og de ender sikkert med at kåre Lionel Messi til årets spiller. Ikke så meget at tage fat i det udover poli- og romantikken, som FIFA er fuld af. Men det bliver en anden gang.

Denne transfer kan vise sig at være en af de mere geniale transfers i denne fodboldsæson i Danmark, idet den passer FC Nordsjælland helt perfekt, den er sandsynligvis meget gavnlig for Bjellands udvikling, og så viser de efterfølgende interviews med Bjelland selv også hvorfor jeg er så vild med hans personlighed.

Først og fremmest er transferen genial for FC Nordsjælland, fordi Bjelland er en nøglespiller for dem, og de derfor gerne vil holde på ham længst mulig tid. Sommervinduet varer som bekendt længere end vintervinduet, og der er rig mulighed for at fuldende det storslåede projekt, de har gang i i denne sæson.

Skiftet er også en bonus for Andreas Bjelland, fordi et skifte til Twente i Holland er et spring i hans udvikling, men ikke et uoverskueligt spring. Jeg har stor tiltro til at Andreas Bjelland kan spille sig ind i start-11′eren i Twente og at han kan fortsætte den kometudvikling, han har haft foreløbig. En rolig og solid forsvarsspiller, som jeg allerede omtalte som sådan i et af mine blogindlæg under U/21-EM i sommers.

Rolig og solid er Bjelland ikke bare på banen, men han virker også rolig, solid og professionel som person. Bare læs det her:

Personligt er den løsning fantastisk for mig. Fremtiden er afklaret, og jeg kan gøre mig klar rent sprogligt og få ordnet det praktiske stille og roligt.

Det varmer mig sgu at høre en spiller tage det stille og roligt og ikke begynde at nævne Twente som et springbræt til noget større, hvilket man ellers godt kunne frygte fra en blot 23-årig, der har haft et stort lod i at FC Nordsjælland har Superligaens efter 15 runder bedste forsvar i år.

“Hvem skal så erstatte Andreas Bjelland?”, hører jeg jer råbe. Svaret er, at jeg ikke ved det, men at Kasper Hjulmand nok mere end nogen anden kan give os et godt bud på. Der er dog også lang tid til sommerens komme, og alt kan ske i den tid, men FC Nordsjælland har en frisk politik, synes jeg. Man er ikke bange for at melde ud, at man er en købmandsklub, der har til formål at udvikle spillere, for så at sælge dem med gevinst. Det er forfriskende, da det er et tegn på at klubben i hvert fald ikke lider af storhedsvanvid, men det er også en forfriskende (og) ærlig udmelding.

Tidligere har vi set FC Nordsjælland sælge profiler for så at få en ret uprofileret spiller ind og dække den åbne plads. Morten Nordstrand blev solgt til FCK, Martin Bernburg tog over, som så skiftede til Brøndby, han blev så erstattet af Nicki Bille, som blev solgt til Villarreal, han blev så erstattet af Andreas Granskov, som man har kørt ind på holdet, dog ikke med den helt store succes endnu. Man har dødsdømt FC Nordsjælland mange gange. Mon ikke det sker igen, og mon ikke Farum-klubben modbeviser alle kritikerne igen?

I næste runde står topbraget i gruppen, når aftenens bødler fra Hannover tager forbi Liège, mens FC København må nøjes med et bundbrag (hermed også noteret at alle kampe kan kaldes for “-brag”) i Poltava; noget, der allerede lugter langt væk af semi-sibirisk kulde og muffedisser. I den sidste runde spiller Hannover Niner-seks så hjemme mod Vorskla Prügelknabe mens FC Klodsmajor får væltet de sidste brikker i tårnet med en afklapsning foran eget publikum med et besøg fra det frygtede flamske fodboldhøjland. Jeg har udtænkt følgende scenarier for at FCK kan gå videre i Øv-ropa League a.k.a. Det Forjættede Land (hvis man er Brøndby-fan) (bemærk i øvrigt at alle scenarier kræver at FCK besejrer både de slaviske bolddrenge og de belgiske bødler):

• Standard Liège slår Hannover 96 på hjemmebane (ikke usandsynligt, vil jeg dog sige til trods for at den omvendte kamp var en langgaber af en 0-0′er), mens Vorskla i sidste runde spiller med musklerne og skaber chokket i Hannover som ethvert sovjetmandskab altid formår.
• Hannover 96 slår Standard Liège. Så skal FCK bare slå Lianerne (det udtryk er vedtaget indtil et lingvistisk fagligt korrekt alternativt demonym fremstilles). Med minimum 4-0, vel at mærke.
• Hannover og Standarden spiller uafgjort. Så skal Vorskla bare hente point i Niedersachsen, mens FCK skal vinde over de onde belgiere (forvent masser af kommentatorsnak om UEFA-koefficienter, som ingen fodboldseere i fodbolddanmark forstår, men som til gengæld for kommentatorerne til at lyde kloge). I dette scenarie er sejrens størrelse underordnet, så mon ikke Dame N’Doye sender en 1-0-føring i nettet i 67. minut, hvorefter Liège scorer to?

Tag cyklen – og bliv afvist!

Hej DSB.

Jeg skriver dette brev til jer, fordi jeg i dag 1. november 2011 blev afvist på et – synes jeg – yderst flabet og kækt grundlag af en af jeres S-togførere.

Jeg har siden i sommers dagligt taget min cykel med i toget næsten uanset hvor jeg skulle hen og har været ualmindeligt glad for at I nu har gjort det gratis, så jeg kan spare penge og cyklenbrugen i København og omegn kan promoveres. Det gavner jo os alle i sidste ende. Derfor blev jeg meget sur og skuffet, da jeg måtte opleve at blive nægtet at stige ombord på mit tog hjemad.

Det er tirsdag aften, jeg ankommer med en næsten tom Linje F til Ny Ellebjerg klokken 23:40. Jeg ser på jeres infoskærme at der er blot to minutter til Linje A mod Hundige, som jeg skal med, kører fra perronen. Jeg skynder mig dermed alt hvad jeg kan op mod perronen og når lige netop at se toget køre ind. Af ren lettelse trasker jeg hen mod døren, men ser at flexrummet i den nærmeste ende af toget er fyldt med cykler.

Jeg beslutter mig derfor for med min cykel at løbe ned langs perronen og søge mod forenden af toget i håb om at der er bedre plads der. Hurtigt kan jeg se at perronen er tømt for mennesker, og da perronen for Linje A og Linje E er ret bred, vurderer jeg at jeg kan spare mig selv og jeres togpersonale tid ved at hoppe op på min cykel og cykle hurtigt mod forenden uden at risikere at påkøre nogen som helst (jeg har før oplevet at tog er kørt fra mig mens jeg har prøvet at finde et rum med plads til min cykel).

Så langt, så godt. Ingen er kommet til skade, stadig ingen mennesker på perronen. Da jeg så står af min cykel og er omkring en halv meter fra at trykke på døråbneren, låser togføreren døren for mig. Af hvad jeg husker forløber samtalen som følger. Jeg spørger ham først i en venlig tone:

“Kan jeg ikke lige få lov at komme med ind?”
“Nej.”
“Hvorfor ikke?”
“Du må ikke cykle på perronen. Det er dødsens farligt, hvis folk drøner frem og tilbage på deres cykler.”
“Det ved jeg godt, men der var ikke plads i den anden ende af toget.”
“Bare ærgerligt, det er gratis at tage cyklen med, så er det os der laver reglerne!”

På det tidspunkt kunne jeg allerede fornemme at han på ingen måde var til at forhandle med, så jeg vendte mig om, rystede opgivende på hovedet, sukkede dybt og kunne se mit tog køre stille og roligt afsted, vel vidende om at den tid, ordvekslingen tog, var længere tid end det ville tage mig at få åbnet dørene, slæbt min cykel ind, og få lukket dørene efter mig. Og så kunne jeg ellers stå mutters alene på Ny Ellebjerg station og vente på at Linje E mod Køge kom ind på perronen. Heldigvis skulle jeg “kun” til Hundige, og ikke til nogle af stationerne mellem Ishøj og Ny Ellebjerg, som kun Linje A standser ved, så jeg slap for den helt store vente- og spildtid.

Nu ved jeg godt, at jeres standardiserede svar vil være noget i retning af at man ikke må cykle på perronen, og det er jeg udmærket klar over at man ikke må, og jeg forstår også de farer der er forbundet ved det, men som sagt var der ingen mennesker på perronen, og alle de passagerer, der skulle på toget, antog jeg var steget på for længst. Som før skrevet havde jeg ikke lyst til at se toget køre fra mig mens jeg løb med min cykel langs toget.

Forstå mig ret, det her er ikke nogen diskussion om hvorvidt man må cykle på perronen eller ej, og det er ikke det, jeg brokker mig over. Det er nærmere den behandling, jeg fik af togføreren. Jeg følte mig marginaliseret, overset, talt ned til og alt i alt slet slet SLET ikke godt behandlet som kunde. En dårlig service, som jeg ellers ikke kender DSB for. Tværtimod fik jeg da jeg blev mødt af et par smilende billetkontrollører næsten dårlig samvittighed over at have fået mit humør og min hjemrejse ødelagt i en sådan grad at deres smil prellede fuldstændig af på mig.

Jeg skriver dette brev til jer i håb om at I kan tage en snak med de implicerede personer. Dels for at undskylde overfor kontrollørerne at de for første gang i mine lidt over 2 år som pendler må undvære et smil fra mig – uanset om klokken er seks om morgenen eller to om natten – når jeg viser dem min rejsehjemmel. Dels for at fortælle togføreren at hvad han ydede var rigtig, rigtig dårlig kundeservice. Men også dels for fremover at lade dette fremstå for jeres medarbejdere som et eksempel på at selvom det kun er én kunde, man behandler dårligt, kan det sagtens være dén kunde, der spreder ordet om dårlig service.

Hvis I gerne vil opfordre folk til at tage cyklen med i toget, så skal I lade være med at afvise dem, når de rent faktisk gør en indsats for at kunne benytte jeres service. Hvis I gerne vil have glade og tilfredse kunder, så lad være med at afvise dem i døren, men vis istedet forståelse for kundens situation.

Jeg håber inderligt at I får læst det her brev igennem og jeg glæder mig til at høre jeres version af denne lille intrige.

• Vinder AGF hjemme mod HB Køge, mens Brøndby samtidig besejrer AaB, så vil der være 4 points mellem nummer 5 og 6. Det kan begynde at ligne et hul.
• Vinder FC Nordsjælland over rivalerne fra Lyngby, vil de have ét point op til FC København (der spiller ude mod OB, et af to hold, der besejrede mestrene sidste år). Hvis Brøndby samtidig vinder over AaB, vil der være 7 points til redning for Lyngby efter 14 runder. Det ser ikke kønt ud.
• Taber Brøndby til AaB mens Lyngby skaber “sensation” og vinder mod FC Nordsjælland, vil Brøndby kun have ét point ned til stregen. Katastrofalt for den faldne kæmpe.
• Taber FC Nordsjælland til Lyngby og OB til FC København, har de forsvarende mestre 7 points ned til andenpladsen. Ligesom i nedrykningsduellen ligner det også et hul.
• Det eneste positive der er at sige om mandagskampen er, at hvis Brøndby og Lyngby taber samt Sønderjyske vinder ude mod FC Midtjylland (most likely ain’t gonna happen), har Brøndby 7 points op til 9. pladsen og 4 points ned til stregen.

Med andre ord: i morgen bliver en vigtig dag i Superligaen!

Jeg må tilstå at jeg har syndet igen. Jeg var på Brøndby Stadion og se deres exit af DBU Pokalen med 3-0. Hvis du håber på en udtømmende oversigt over blå-gule lækkerier, så kan jeg fortælle det ret simpelt: aftenens højdepunkt var nok bøfsandwich under langtiden.

Jeg er Brøndby-fan gennem en håndfuld år, og mindst lige så mange gange (årligt) har jeg stået med det store spørgsmål til mig selv: “hvorfor lader jeg mig selv lide under det her?” – i dag var en af de gange. Men det med at blive fan af et andet hold kan vi snakke om en anden gang. I dag vil jeg snakke om Brøndbys status lige nu.

Plads nummer 10 i tabellen for Superligaen, 12 points i 13 kampe. Det er ikke SønderjyskE, det er ikke Silkeborg, det er slet ikke AC Horsens. Det er der, de sidste to års bronzemedaljetagere fra Brøndby IF ligger.

“Men hvad er der gået galt,” spurgte jeg mig selv i løbet af dagens kamp. Er det Bjerregaard-dynastiet, der har sat for dybe mærker i alt, hvad der gøres? Er det Auri-effekten, der er totalt udeblevet fra debutkampen af?

I lang tid er strategien og den røde tråd udeblevet fra Brøndby IF. Spillere er købt ind på må og få hvor der lige har akut manglet, og mange gange har det virket som om man er gået efter den samme spillerprofil og slet ikke købt ind på den lange bane til en bred spillertrup. Den manglende bredde kan ses tydeligt på udskiftningsbænken i kampen mod Silkeborg, her sad bl.a. Dario Dumic, Brent McGrath, Franck Semou og Paul Jatta, allesammen spillere, som ikke burde være i nærheden af førsteholdet på et hold som Brøndby, der stadig tæller spillere som Dennis Rommedahl, Michael Krohn-Dehli og Mikkel Thygesen.

De mindste trækplastre at hente på Brøndby-bænken var, at resten bestod af Michael Falkesgaard, Anders Randrup og Thomas Rasmussen. Af de tre er de to sidste i mine øjne noget overvurderede, og deres plads er da vel at mærke på bænken.

Et andet problem er talent-dilemmaet. Som det virker, bruger Brøndby rigtig mange penge på alt for dyre spillerlønninger til spillere, der har merit i fortiden og ikke i nuværende evner (ingen nævnt, ingen glemt). Det giver store poster i udgifterne, og store lønudgifter giver tilsvarende mindre udgifter til transfers, og det bliver dermed næsten umuligt at hente kvalificerede spillere til klubben. Bemærk at Brøndbys transfers de sidste lange stykke tid enten har været ud af klubben, fri transfer eller lejeaftaler. Det er langt fra altid at sådan nogle spillere kan etablere sig på et hold, der skal kunne kæmpe med om guldet i Danmark.

Og til sidst: når der bliver brugt for mange penge på lønninger til overvurderede spillere, så er der pludselig ikke råd til at tilbyde talenter ordentlige kontrakter, så de bliver i klubben. Det er ikke helt foreneligt med klubbens seneste strategi om at satse på ungdomdsspillere bakket op af enkelte rutinerede spillere udefra. Bare tænk på Kasper Lorentzen, Daniel Wass og nu Osama Akharraz. Alle tre spillere, der smuttede (i Akharraz’ tilfælde ser ud til at smutte) på fri transfer. Alle tre spillere med enormt potentiale. Får de noget af det at se i Brøndby? Nøh. Nu må vi nøjes med erstatninger i henholdsvis en af Superligaens dyrest lønnede spillere (Jan Kristiansen), en godt og vel pensionsmoden back (Mikael Nilsson) og … ja, hvem skal erstatte Osama Akharraz’ potentiale?

Det har jeg en eller anden tåkrummende dårlig fornemmelse af at vi kommer til at finde ud af meget snart.

Det er okay helt okay, at I gerne vil cykle og hyggesnakke ved siden af jeres veninder. Jeg er også selv stor fan af en cykelsludder, og gør det da også tit.

Det er helt okay, at I kan lide at drikke café latte (eller lignende) og tage alting i langsomt tempo og slappe af. Det er trods alt søndag.

Men please: vil I ikke gerne lade være med at gøre alting samtidig, hvis I kører på en tilpas smal cykelsti? Det er ikke engang fordomme, det her. Det er sørgelig sandhed fra dagens begivenheder i mit liv.

Det er ikke fordi jeg er sådan en type der har nok i mig selv og lille Danmark og synes at alt udenfor min dør og ondt og unødvendigt. Jeg tror bare jeg har en større forkærlighed for at finde noget smukt og gå i detaljer med det fremfor at skulle opleve det hele på én gang.

Jeg er nok bare sådan en type der hurtigt bliver mæt af for mange indtryk. Og som sikkert ikke er særlig god til alt det der “nu vil jeg ud og se på tibetanske munke”-cirkus. Ingen dis til folk, der har det sådan. Bare lige én ting:

Jeg hader at blive set ned på for det. Jeg er ikke noget dårligt menneske, okay? Tak.

Jeg synes der skal ligge noget historie i et navn. Tag BIF. Brøndby IF. Eller oprindelig Brøndbyernes Idrætsforening, fordi det er en sammenlægning af Brøndbyøster IF og Brøndbyvester IF (Brøndby udgøres af Brøndbyøster og -vester, ikke Brøndby Strand. Der er en grund til at de har deres eget postnummer). Eller Esbjerg fB. Esbjergs forenede Boldklubber. Der er sgu noget nosser i det.

Heldigvis er vi gået væk fra FC Vi-Tager-Patent-På-En-Landsdel-navngivningen. Uheldigvis har vi ramt en endnu værre trend: (Indsæt en af fusionsklubberne) Boldklub (indsæt anden klub). Jo, Vejle Boldklub Kolding og Herfølge Boldklub Køge, det er jer, jeg snakker om! Det er hverken mundret eller har historie. Det giver bare to byer, hvoraf klubberne spiller i den ene.

Kan vi ikke snart få nogle rigtige navne tilbage i dansk fodbold? Ellers frygter jeg for at vi snart får Danmarks første United-klub at se, og så er gnisten da stendød!

UPDATE: United-klubber er faktisk ikke helt fremmed i Danmark… Suk. Tak til Kasper for det, i øvrigt!