Søndag aften skete så det, mange af os ventede på – FC Nordsjælland solgte Andreas Bjelland. Ikke til FCK, som jeg lidt havde troet (specielt ovenpå Zankas langtidsskade), men til hollandske FC Twente. Hvad der dog er bemærkelsesværdigt er, at skiftet først effektueres til sommer, samt at FC Nordsjælland angiveligt får op mod 22 millioner danske kroner for handlen. Det sidste er dog kun rygter, så lad os lade være med at dvæle ved tal og istedet bruge det udsagn som et fingerpeg på transfersummens størrelsesorden.
Denne transfer kan vise sig at være en af de mere geniale transfers i denne fodboldsæson i Danmark, idet den passer FC Nordsjælland helt perfekt, den er sandsynligvis meget gavnlig for Bjellands udvikling, og så viser de efterfølgende interviews med Bjelland selv også hvorfor jeg er så vild med hans personlighed.
Først og fremmest er transferen genial for FC Nordsjælland, fordi Bjelland er en nøglespiller for dem, og de derfor gerne vil holde på ham længst mulig tid. Sommervinduet varer som bekendt længere end vintervinduet, og der er rig mulighed for at fuldende det storslåede projekt, de har gang i i denne sæson.
Skiftet er også en bonus for Andreas Bjelland, fordi et skifte til Twente i Holland er et spring i hans udvikling, men ikke et uoverskueligt spring. Jeg har stor tiltro til at Andreas Bjelland kan spille sig ind i start-11′eren i Twente og at han kan fortsætte den kometudvikling, han har haft foreløbig. En rolig og solid forsvarsspiller, som jeg allerede omtalte som sådan i et af mine blogindlæg under U/21-EM i sommers.
Rolig og solid er Bjelland ikke bare på banen, men han virker også rolig, solid og professionel som person. Bare læs det her:
Personligt er den løsning fantastisk for mig. Fremtiden er afklaret, og jeg kan gøre mig klar rent sprogligt og få ordnet det praktiske stille og roligt.
Det varmer mig sgu at høre en spiller tage det stille og roligt og ikke begynde at nævne Twente som et springbræt til noget større, hvilket man ellers godt kunne frygte fra en blot 23-årig, der har haft et stort lod i at FC Nordsjælland har Superligaens efter 15 runder bedste forsvar i år.
“Hvem skal så erstatte Andreas Bjelland?”, hører jeg jer råbe. Svaret er, at jeg ikke ved det, men at Kasper Hjulmand nok mere end nogen anden kan give os et godt bud på. Der er dog også lang tid til sommerens komme, og alt kan ske i den tid, men FC Nordsjælland har en frisk politik, synes jeg. Man er ikke bange for at melde ud, at man er en købmandsklub, der har til formål at udvikle spillere, for så at sælge dem med gevinst. Det er forfriskende, da det er et tegn på at klubben i hvert fald ikke lider af storhedsvanvid, men det er også en forfriskende (og) ærlig udmelding.
Tidligere har vi set FC Nordsjælland sælge profiler for så at få en ret uprofileret spiller ind og dække den åbne plads. Morten Nordstrand blev solgt til FCK, Martin Bernburg tog over, som så skiftede til Brøndby, han blev så erstattet af Nicki Bille, som blev solgt til Villarreal, han blev så erstattet af Andreas Granskov, som man har kørt ind på holdet, dog ikke med den helt store succes endnu. Man har dødsdømt FC Nordsjælland mange gange. Mon ikke det sker igen, og mon ikke Farum-klubben modbeviser alle kritikerne igen?
