Endnu en torsdag aften, endnu en dansk fadæse i Europa League. Og FCK, der ellers havde budgetteret med Champions League, måtte igen erkende at de ikke engang er gode nok til at vinde en Europa League-kamp på hjemmebane mod gruppens nuværende toer. Roland Nilsson tror stadig på avancement, og man kan vel ikke fortænke ham i hans ukuelige optimisme. Problematisk bliver det dog, når man ser på kampprogrammet.

I næste runde står topbraget i gruppen, når aftenens bødler fra Hannover tager forbi Liège, mens FC København må nøjes med et bundbrag (hermed også noteret at alle kampe kan kaldes for “-brag”) i Poltava; noget, der allerede lugter langt væk af semi-sibirisk kulde og muffedisser. I den sidste runde spiller Hannover Niner-seks så hjemme mod Vorskla Prügelknabe mens FC Klodsmajor får væltet de sidste brikker i tårnet med en afklapsning foran eget publikum med et besøg fra det frygtede flamske fodboldhøjland. Jeg har udtænkt følgende scenarier for at FCK kan gå videre i Øv-ropa League a.k.a. Det Forjættede Land (hvis man er Brøndby-fan) (bemærk i øvrigt at alle scenarier kræver at FCK besejrer både de slaviske bolddrenge og de belgiske bødler):

• Standard Liège slår Hannover 96 på hjemmebane (ikke usandsynligt, vil jeg dog sige til trods for at den omvendte kamp var en langgaber af en 0-0′er), mens Vorskla i sidste runde spiller med musklerne og skaber chokket i Hannover som ethvert sovjetmandskab altid formår.
• Hannover 96 slår Standard Liège. Så skal FCK bare slå Lianerne (det udtryk er vedtaget indtil et lingvistisk fagligt korrekt alternativt demonym fremstilles). Med minimum 4-0, vel at mærke.
• Hannover og Standarden spiller uafgjort. Så skal Vorskla bare hente point i Niedersachsen, mens FCK skal vinde over de onde belgiere (forvent masser af kommentatorsnak om UEFA-koefficienter, som ingen fodboldseere i fodbolddanmark forstår, men som til gengæld for kommentatorerne til at lyde kloge). I dette scenarie er sejrens størrelse underordnet, så mon ikke Dame N’Doye sender en 1-0-føring i nettet i 67. minut, hvorefter Liège scorer to?

Jeg bringer hermed et brev, som jeg printer ud og sender til DSB i morgen. Håber I vil læse med og måske endda sprede budskabet, hvis I er “på min side” i den her sag.

Tag cyklen – og bliv afvist!

Hej DSB.

Jeg skriver dette brev til jer, fordi jeg i dag 1. november 2011 blev afvist på et – synes jeg – yderst flabet og kækt grundlag af en af jeres S-togførere.

Jeg har siden i sommers dagligt taget min cykel med i toget næsten uanset hvor jeg skulle hen og har været ualmindeligt glad for at I nu har gjort det gratis, så jeg kan spare penge og cyklenbrugen i København og omegn kan promoveres. Det gavner jo os alle i sidste ende. Derfor blev jeg meget sur og skuffet, da jeg måtte opleve at blive nægtet at stige ombord på mit tog hjemad.

Det er tirsdag aften, jeg ankommer med en næsten tom Linje F til Ny Ellebjerg klokken 23:40. Jeg ser på jeres infoskærme at der er blot to minutter til Linje A mod Hundige, som jeg skal med, kører fra perronen. Jeg skynder mig dermed alt hvad jeg kan op mod perronen og når lige netop at se toget køre ind. Af ren lettelse trasker jeg hen mod døren, men ser at flexrummet i den nærmeste ende af toget er fyldt med cykler.

Jeg beslutter mig derfor for med min cykel at løbe ned langs perronen og søge mod forenden af toget i håb om at der er bedre plads der. Hurtigt kan jeg se at perronen er tømt for mennesker, og da perronen for Linje A og Linje E er ret bred, vurderer jeg at jeg kan spare mig selv og jeres togpersonale tid ved at hoppe op på min cykel og cykle hurtigt mod forenden uden at risikere at påkøre nogen som helst (jeg har før oplevet at tog er kørt fra mig mens jeg har prøvet at finde et rum med plads til min cykel).

Så langt, så godt. Ingen er kommet til skade, stadig ingen mennesker på perronen. Da jeg så står af min cykel og er omkring en halv meter fra at trykke på døråbneren, låser togføreren døren for mig. Af hvad jeg husker forløber samtalen som følger. Jeg spørger ham først i en venlig tone:

“Kan jeg ikke lige få lov at komme med ind?”
“Nej.”
“Hvorfor ikke?”
“Du må ikke cykle på perronen. Det er dødsens farligt, hvis folk drøner frem og tilbage på deres cykler.”
“Det ved jeg godt, men der var ikke plads i den anden ende af toget.”
“Bare ærgerligt, det er gratis at tage cyklen med, så er det os der laver reglerne!”

På det tidspunkt kunne jeg allerede fornemme at han på ingen måde var til at forhandle med, så jeg vendte mig om, rystede opgivende på hovedet, sukkede dybt og kunne se mit tog køre stille og roligt afsted, vel vidende om at den tid, ordvekslingen tog, var længere tid end det ville tage mig at få åbnet dørene, slæbt min cykel ind, og få lukket dørene efter mig. Og så kunne jeg ellers stå mutters alene på Ny Ellebjerg station og vente på at Linje E mod Køge kom ind på perronen. Heldigvis skulle jeg “kun” til Hundige, og ikke til nogle af stationerne mellem Ishøj og Ny Ellebjerg, som kun Linje A standser ved, så jeg slap for den helt store vente- og spildtid.

Nu ved jeg godt, at jeres standardiserede svar vil være noget i retning af at man ikke må cykle på perronen, og det er jeg udmærket klar over at man ikke må, og jeg forstår også de farer der er forbundet ved det, men som sagt var der ingen mennesker på perronen, og alle de passagerer, der skulle på toget, antog jeg var steget på for længst. Som før skrevet havde jeg ikke lyst til at se toget køre fra mig mens jeg løb med min cykel langs toget.

Forstå mig ret, det her er ikke nogen diskussion om hvorvidt man må cykle på perronen eller ej, og det er ikke det, jeg brokker mig over. Det er nærmere den behandling, jeg fik af togføreren. Jeg følte mig marginaliseret, overset, talt ned til og alt i alt slet slet SLET ikke godt behandlet som kunde. En dårlig service, som jeg ellers ikke kender DSB for. Tværtimod fik jeg da jeg blev mødt af et par smilende billetkontrollører næsten dårlig samvittighed over at have fået mit humør og min hjemrejse ødelagt i en sådan grad at deres smil prellede fuldstændig af på mig.

Jeg skriver dette brev til jer i håb om at I kan tage en snak med de implicerede personer. Dels for at undskylde overfor kontrollørerne at de for første gang i mine lidt over 2 år som pendler må undvære et smil fra mig – uanset om klokken er seks om morgenen eller to om natten – når jeg viser dem min rejsehjemmel. Dels for at fortælle togføreren at hvad han ydede var rigtig, rigtig dårlig kundeservice. Men også dels for fremover at lade dette fremstå for jeres medarbejdere som et eksempel på at selvom det kun er én kunde, man behandler dårligt, kan det sagtens være dén kunde, der spreder ordet om dårlig service.

Hvis I gerne vil opfordre folk til at tage cyklen med i toget, så skal I lade være med at afvise dem, når de rent faktisk gør en indsats for at kunne benytte jeres service. Hvis I gerne vil have glade og tilfredse kunder, så lad være med at afvise dem i døren, men vis istedet forståelse for kundens situation.

Jeg håber inderligt at I får læst det her brev igennem og jeg glæder mig til at høre jeres version af denne lille intrige.